Skip til primært indhold

Karin Kaad

Karin Kaad er 76 år og fra Mintebjerg. Hun er tidligere sygeplejerske og patientstøtte på Sygehus Sønderjylland.

I sofaen i restauranten på sygehuset i Sønderborg sidder 10 damer i røde kitler. Her mødes de, inden de skal i gang med dagens frivillige arbejde. Den ene af dem er Karin Kaad. Det er en varm sommerdag
og Karins røde sandaler matcher den røde kittel, der viser, at hun er patientstøtte fra Røde Kors. 2-3 gange om måneden kommer hun her, og i dag skal hendes vagt foregå på kræftafdelingen.

Karin kender sygehuset ganske godt. I sin tid har hun arbejdet her som sygeplejerske, men det er der ikke nogen, der ved. Hun nyder nemlig at gå blandt patienterne, uden at have noget reelt ansvar for dem.

- Det er faktisk afslappende for mig at være her. Jeg nyder, at jeg ikke skal huske medicin og tjekke drop. Jeg savner det ikke.

På trods af, at hun ikke savner det, så er Karin Kaad sygeplejerske dybt ind i hjertet, selvom hun ikke er aktiv i faget mere. Og dog er hun. De fleste af ugens dage bruger hun nemlig på at være frivillig, gerne steder, hvor hun kan bruge sin store erfaring som netop sygeplejerske. Hun er rent faktisk så glad for at være frivillig,
at hun indretter sit liv fuldstændig efter, hvornår hun har alle sine vagter.

Karin Kaad er 76 år og fra Mintebjerg. Hun er tidligere sygeplejerske og patientstøtte på Sygehus Sønderjylland.

Udover at hun er frivillig på sygehuset som patientstøtte, så banker hendes hjerte også for at hjælpe patienter, når de er faret vild i systemet. I Stofskifteforeningen er hun derfor stifinder og yder telefonisk
rådgivning. Derudover er hun netop begyndt som aktivitetsleder i Røde Kors i et tiltag for voldsramte kvinder, og som historisk interesseret, nyder hun også sine vagter som frivillig guide på Sønderborg
Slot. Hendes hjerte banker for det hele.

- Når folk udtrykker, at de er glade for min hjælp, giver det mig en dejlig følelse af at være til nytte i samfundet. Anerkendelsen er vigtig, vi har jo alle brug for at blomstre op en gang i mellem.

Den her dag går Karin Kaad rundt på kræftafdelingen, hvor hun tilbyder patienterne lidt at drikke, hjælper dem med at komme ordentlig op at sidde og en lille snak, hvis patienterne selv vil.

- At komme her på afdelingen og få at vide, at de er glade for, at vi kommer, det er det hele værd, selvom jeg synes, at jeg godt kunne lave mere. Faktisk kribler det i fingrene for at lave noget mere. Personalet siger, at vi gør en forskel, men jeg synes, at vi laver for lidt til, at man kan kalde det at gøre en forskel.

Selvom Karin Kaad i dag går rundt på en afdeling, hvor folk har mistet håret, ligger sovende med tunge åndedræt og er døende, befinder hun sig godt. De fleste er også for syge til samtale, men der skal mere til at slå den garvede sygeplejerske ud.

I 14 år har Karin arbejdet i forsvaret som sygeplejerske. Hun har flere gange været udsendt i krig. Irak, Kroatien og Bosnien. Hendes øjne bliver mørke og klare, når hun fortæller om de rædsler, hun oplevede der. Da hun var 63 år, gik hun på pension fra forsvaret. Nu bliver alt hendes tid brugt som frivillig.

- Jeg er her ikke for hverken patienter eller personalets skyld. Jeg er her for min egen. Der må jeg indrømme. På det punkt er jeg egoistisk. At gøre det mit hjerte banker for, det gir mig så meget. Så føler jeg, at jeg stadig lever.

Karin retter lidt på puden inde på stuen hos en patient og tilbyder lidt saft. Der er ingen her, der er i tvivl om, at Karins hjerte stadig banker for at give omsorg. Karin Kaad. En lille kvinde med et kæmpestort hjerte.

APPFWU01V