Jon Søndergaard

Det er mørkt udenfor og lyset er dæmpet på afdelingen for ældresygdomme på sygehuset i Aabenraa.

Klokken er 22 og Jon Søndergaard går stille hen ad gangen. Han leder efter den stue, hvor han denne aften skal våge. Jon taler kort med sygeplejersken. Han spørger om patientens navn og alder.

Jon Søndergaard er en stille og rolig mand. Han har kortærmet, ternet skjorte på og om halsen bærer han det skilt, der viser, at han er våger hos Røde Kors.

Manden, som Jon skal våge hos, ligger helt stille med lukkede øjne og en anstrengt vejrtrækning. Hans kæbe er faldet lidt ned, fordi hans gebis er taget ud. Han ligger uden slanger og overvågning og laver indimellem små spjæt med fødderne. Manden er døende og hans kone har ønsket, at der bliver våget over ham, mens hun tager et velfortjent hvil. Hendes taske og personlige ejendele står på stuen.

Lyset over sengen er lunt og dæmpet, gardinerne rullet ned og på gulvet foran det store vindue står en stor buket orange blomster. Jon stiller sig ved siden af sengen.

- Det er meget forskellige mennesker, man kommer ind til, når man er våger. Jeg er altid spændt på hvilken person, det er, jeg skal sidde hos. Jeg tænker meget over det. Jeg kan godt lide at vide noget om dem.

Jon har været frivillig våger siden december 2018, fra han gik på pension. Hans kone var våger dengang, og Jon vidste, at det ville han også være. Han følte det nærmest som et kald.

- Jeg er overbevist om, at hvert menneske har en mission og jeg fornemmer, at dét at være våger, det hører til min mission, med den alder jeg har nu.

Jon Søndergaard er uddannet lærer på Rudolf Steiner skolen i Tyskland, og blev senere også Steinerterapeut. Det med Steiner - dét var lige ham. Da Jon første gang stiftede bekendtskab med Rudolf
Steiner pædagogikken, var det som om, alting faldt på plads. Hos Steiner mener man, at mennesket eksisterer i sit væsen før fødslen og efter døden, og at man her på jorden får flere liv.

Jon står stille ved siden af manden i sengen, observerer ham uden at sige noget.

- Når jeg står og iagttager og ”optager nogen” i mit sind, så er jeg overbevist om, at det er en hjælp for dem - uanset om de er ved bevidsthed eller ej. Jeg oplever meget sjældent, at jeg ikke har kontakt. Selvom vedkommende ikke opfatter, at jeg er der, er jeg sikker på, at det gør vedkommende alligevel på et niveau, som jeg ikke kan forklare. Måske har det noget med min overbevisning at gøre. Der er mere mellem himmel og jord end bare sådan lige.

Jon har våget mange gange, men kun oplevet dødsfald tre gange. For Jon handler dét at våge om, at få folk til at give slip på en god måde. Sende dem afsted. Ledsage dem.

- Det er svært at forklare. Jeg føler det som en gave at få lov at sidde ved et døende menneske. Det lyder mærkeligt, men døden er det vigtigste tidspunkt i ens liv. Jeg synes, det er stort, at jeg må dele det øjeblik med nogen. Det er en stor smuk gave, at jeg må være med.

Det blev ikke på Jons vagt, at manden i sengen forlod denne verden, men Jons tilstedeværelse de sidste 4 timer har været vigtige – både for patienten og for Jon.

- Jeg kunne ikke klare mig uden at være frivillig. Jeg ville ikke kunne fungere uden at være frivillig. Det er en eksistentiel vigtig ting for mig.

Klokken er blevet 02. Jon Søndergaard bliver afløst af nattens næste våger. Han går stille og roligt derfra, nærmest svævende med et bredt smil om munden og en kæmpe tilfredsstillelse.